Det løbende menneske

Evnen til at sætte det ene ben foran det andet i fuld fart og sommetider over lange strækninger blev på et vist tidspunkt livsnødvendig i menneskets udvikling. Når stenaldermanden så en kronhjort, løb han efter den; når der skulle skaffes frisk fisk til inkaen, meldte alle rapfodede unge mænd sig til tjeneste; og når bondedrengen havde nappet et æble i herremandens have, tog han benene på nakken. Løb har været en naturlig del af tilværelsen. Det har også været forbundet med en bred palet af følelser. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan mennesker ser ud i ansigtet, når de ufrivilligt tvinges til at løbe, f.eks. efter en vildfaren hue eller en bold eller efter bussen. Nogle skærer grimasser, andre bander, og mange griner. Løb fremkalder følelser af alle slags. Måske bærer vi alle aftryk af vore forfædres løbeerfaringer i os?

For nogle hundrede millioner år siden kravlede de første padder rundt på stranden med nogle ubrugelige, slaskede luffer hængende på siden af kroppen. Men fordi fart og tempo efterhånden blev en forudsætning for at overleve, udviklede de ben, som sad længere inde under kroppen, og som derfor var mere effektive, når de skulle bevæge sig. Efterhånden skulle det gå hurtigere og hurtigere, og i løbet af millioner af år rettede tæerne sig mere og mere fremad. Vore abelignende forfædre havde nydt godt af lange fingre og bløde klatrefødder med både fremad- og bagudrettede tæer når de skulle svinge sig fra gren til gren, men da klimaet ændrede sig, og de store skove blev forvandlet til savanne, blev det mere og mere påkrævet at kunne bevæge sig på to ben.

For 10-20 millioner år siden kravlede menneskeaberne ned på jorden og prøvede på at tilpasse sig de nye livsbetingelser. Klatrefødderne var nærmest ubrugelige, når der skulle løbes stærkt på fast underlag, og langsomt, men sikkert, udviklede fodstrukturen sig til at blive fast, hvilket gav gode muligheder for et effektivt afsæt. Afstanden mellem tæerne blev mindre, og de to længste tæer blev længere end de andre, fordi de tre små ikke blev brugt til at løbe med. Denne nye fodkonstruktion viste sig at være meget effektiv. Dyrene på savannen var langt hurtigere, men fordi varmereguleringen hos de tobenede var bedre udviklet, kunne de blive ved med at løbe, indtil byttedyret til sidst blev så overophedet, at det faldt om. Studier af urmennesket homo erectus — det oprejste menneske — viste, at senerne i ben, fødder og ledbånd samt stærke fremadrettede tæer efterhånden havde gjort det muligt at holde relativt stor fart over længere tid. I dag er det ikke sjældent at se lilletæer næsten uden negl eller med manglende knoglestruktur En skønne dag fødes vi måske uden de to mindste tæer og nærmer os gazellen i tempo! At løbe langt og længe er således en menneskelig egenskab, som har dybe rødder i den fællesmenneskelige genetik.

De første løbere var jægere på savannen, men deres efterkommere millioner af år efter var først og fremmest budbringere. Vi kender løbetraditioner fra de første civilisationer omkring floderne Eufrat og Tigris — det nuværende Irak Allerede i 8.000 f.Kr. begyndte mennesket her at dyrke jorden og samle sig i større bysamfund, og med byer og tæt befolkning opstod også behovet for kommunikation. De første budbringere havde høj status i samfundet, og særlig talentfulde drenge blev udvalgt som små og trænet op til at løbe med vigtige beskeder Det var et betroet job, så det gjaldt ikke kun om at være hurtig og udholdende. Man skulle også være ansvarsfuld og have en høj moral. Løberne kendte deres værd, for som informanter for samfundets top fik de kendskab til mangt og meget. Undervejs på ruten hvilede de i små hytter, og så snart de ankom til en ny hytte, blev de mødt af den løber, som skulle bringe beskeden videre, enten mundtligt eller i form af en snor med knuder i forskellige farver med særlig betydning. Budbringerne kunne kendes på deres særlige fjerhat og på trompetstødene fra en lille konkylie, de bar i en snor om halsen. Det må have set festligt ud, når budbringerne kom stormende ind i landsbyen. Måske noget i retning af nutidens karnevalslignende maratonløb, f.eks. i New York, Berlin eller London, hvor mange løbere gør sig bemærket med sjov påklædning At løb også havde religiøse overtoner, så man i det gamle Egypten, hvor faraoen skulle bevise sin ungdommelighed og styrke ved at løbe bestemte rundstrækninger, mens hans undersåtter så på. Faraoen var den eneste, som havde kontakt med guderne, og hans kontrakt med dem skulle hvert år genforhandles på denne måde. Det blev sagt, at den store Ramses blev ved med at løbe, til han var 90.

Løb var en af de ældste idrætter i det gamle Grækenland, og i de klassiske værker Iliaden og Odysseen, som stammer fra ca. 800 f.Kr., hører vi om Achilleus, den hurtige helt, og hans kvindelige modstykke, gudinden Atalanta, som udfordrede unge mænd til kapløb i skoven, men som indhentede dem alle og åd dem. Kun den listige Hippomenes narrede hende og fik lov til at elske med hende. Alexander den Store havde mange store tanker om sig selv og mente, at han netop nedstammede fra superløberen Achilleus. Men han droppede løberiet, da han i en konkurrence opdagede, at man havde ladet ham vinde med vilje. Den slags aftalt spil kunne han ikke med, og han besluttede sig for at gå efter andre udfordringer. Det lykkedes ham bedre med.

Der var mange fordele ved at bruge løbere som budbringere. Heste var både hurtigere og mere udholdende, men i terrænet var de ofte ikke egnede og kunne lettere opspores af fjenden. Den mest berømte af disse oldtidens budbringere er formentlig en græsk løber ved navn Pheidippides. Athenerne havde sejret over perserne i slaget ved Marathon i 490 f.Kr. og budbringeren skulle meddele sejren til Athen. Myten fortæller, at han faldt om af udmattelse, da han havde afleveret budskabet: "Glæd jer, vi sejrede!" Ingen kan sige det med sikkerhed, men virkeligheden var vistnok, at han løb fra Athen til Sparta for at hente hjælp — og hjem igen. En distance på små 500 km. Det lyder voldsomt i vore dage, men det var ikke så meget at prale af, og det er næppe sandsynligt, at han kollapsede efter de sølle 38 km fra Marathon til Athen. En distance, som kun var opvarmning for datidens løbere. Antageligt er historien om Pheidippides" heltedåd kun en myte. Kritiske røster hævder, at manden bag historien er Pierre de Coubertin, de moderne olympiske leges fader Han gjorde sig store anstrengelser for at motivere grækerne til at genoplive de olympiske lege i 1896, og ti det brug var det nødvendigt med lidt slagkraftig PR. Myte eller ej. De olympiske lege kom i gang — og heldigvis var vinderen af maratonløbet ved de første moderne olympiske lege en græsk bonde. Hans navn var Spiridon Louis. At den ukendte Pheidippides måske har inspireret mange moderne maratonløbere — inklusiv undertegnede — er en anden sag

De oprindelige olympiske lege, som blev afholdt i perioden ca. 800 til 393 f.Kr. havde i begyndelsen kun én løbedisciplin — en stade — som var en stadionlængde, dvs. 192,27 m. Senere fordoblede man distancen til en diaulos. Der blev desuden arrangeret fakkelløb, hvor man antændte Zeus' alter. Græsk idræt var tæt knyttet til krig En vigtig øvelse var derfor hoplites — løb i antik rustning over en eller to stadionlængder. Ligesom østafrikanerne er nutidens stjerner, var indbyggerne i den syditalienske by Kroton hjemstedet for de hurtigste løbere i den græske verden. I årene mellem 588 og 488 f.Kr. kom elleve af de 26 vindere af det olympiske sprinterløb derfra. Der opstod en tradition i Kroton, og de unge mænd kopierede byens hurtige mænd og førte traditionen videre.

Romerne var de første, som tog tider på løb. Det havde grækerne aldrig brudt sig om. For dem var det vigtigst at vinde. Romerne havde heller ikke det samme forhold til løb som folkelig aktivitet. De var hellere tilskuere til andres udfoldelser. Filosoffen Seneca, som levede på Jesu tid, siges dog at have været en aktiv motionsløber, som jævnligt løb morgenture med sin slave, men selv om slaven var væsentlig yngre og i bedre form, tålte Seneca ikke at tabe. Heldigvis for slaven var han høflig og tilbageholdende og lod den gamle vinde. I en af Senecas metaforer giver vismanden det råd, at hvis man skulle komme i et moralsk dilemma, skal man blot trække vejret dybt og løbe op på en bakketop. Da ville beslutningen stå tindrende klart. Et godt råd som utvivlsomt er ligeså anvendeligt den dag i dag

Paulus må have vokset op i et idrætsmiljø, for på hans tid blev der, til trods for jødernes modvilje mod at dyrke legemet, arrangeret idrætslege til ære for kejser Augustus. I 1. Korinterbrev 9, 24-26, bruger Paulus metaforer fra løberens verden, hvilket tyder på, at løbekonkurrencer hørte til hverdagen, også i hellenistisk tid.

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen. Løb sådan, at I vinder den.….. de andre løber for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.

Filosoffen Philo fra Alexandria, som levede på samme tid, benyttede også beskrivelser fra løberens verden, når han skulle udtrykke vigtige dilemmaer om livet og

Det sker sjældent, at Gud lader en mand løbe gennem livets konkurrence fra start til mål uden at snuble eller falde.

I 381 e.Kr. blev kristendommen officiel religion i Rom, og da de olympiske lege jo var en hyldest til de hedenske guder, blev de forbudt i 393. Det gjorde det ikke bedre, at grækerne konkurrerede nøgne. Det passede ikke ind i den nye religion, som opfordrede til at tænke på det evige liv, snarere end den syndige menneskekrop. Derfor blev idræt og kropsdyrkelse til en af Guds fjender. Det kom til at hænge ved længe.

I vores del af verden indgik idræt som en naturlig del af oplæringen og den fysiske træning af drenge og unge mænd. Vikingetiden fra ca. 800 til 1100 krævede både styrke og mandsmod, og hvad var vel bedre end at styrke krop og sind til de forestående vikingetogter med løbe- og kamplege? Hvert tredje år mødtes man til markedsløjer og fest, en slags pendant til grækernes olympiske lege. Kappestrid inden for forskellige idrætter indgik her som en naturlig del af samværet, men havde også et højere formål, nemlig at berede krigeren til tapper kamp og ærefuld død til gudernes tilfredshed.

Igen ser vi, at løb ikke bare er en praktisk måde at komme frem på, men at den også knytter an til det overjordiske. Denne spirituelle side af løb er måske bedst kendt gennem historierne om de såkaldte lung-gom-pa'er — de tibetanske munke, som mediterede i ugevis og så frigjorde den ophobede energi og nærmest fløj hen over de stenede stier i bjerglandskabet. Den engelsk-belgiske opdagelsesrejsende Alexandra David-Neel har detaljeret beskrevet sine møder med disse hoppende munke, som kom susende gennem luften.

Nogle af dem, der er bekendt med den hellige lære, påstår, at efter mange års praksis vil lung-gom-pa'ens fødder — når en vis distance er tilbagelagt — ikke længere berøre jorden. Han glider gennem luften med den største lethed og hurtighed.

De farverige historier er muligvis præget af, at forfatterinden har opholdt sig længe i tynd luft, og at hun derfor har set mere, end der reelt har været dækning for, men noget har der vel været om snakken.

Løb er også blevet symbolsk fremstillet som en uophørlig og djævelsk tvangshandling. Dante beskriver således i sin Guddommelige Komedie, hvordan man i Helvede tvinges til at løbe i en evig runddans drevet af stikkende insekter Enhver løber kender denne følelse af at blive forfulgt af fluer og myg på en varm sommerdag, og mod slutningen af et maratonløb nikker vi også genkendende til Dantes beskrivelse af Fanden selv med løftet fork og baskende vinger! Måske har Dante hentet inspiration til sine beskrivelser fra de årlige løb om "det grønne klæde" i Verona, hvor folk løb nøgne rundt i gaderne, og vinderen modtog et grønt, ærefuldt klæde. Sidstemand i mål fik en hane — et symbol på sin elendighed — og blev syndebuk for hele byen. Her adskiller nutidens karnevalsagtige løbekonkurrencer sig heldigvis fra datidens, idet det ikke er hån og foragt, som møder den kæmpende sidstemand, men tværtimod opmuntring og støtte.

I nyere tid er kapløb og udholdenhedskonkurrencer ikke længere knyttet til krig og kamp, men til underholdning og fællesskab. Der var måske ikke så meget at grine af i hverdagen i 1500- og 1600-tallet, derfor afholdt man karnevalslignende løb, hvor man kunne grine af mænd, kvinder, børn, ludere, heste og æsler, som løb om kap i fjollede kostumer — en folkelig forløsningsventil i lighed med det græske teater. Op gennem 1700-tallet forsvandt imidlertid denne tradition, ikke mindst fordi kirken følte sig truet af de løsslupne, hedenske festligheder. Den folkelige protest lod sig selvfølgelig ikke holde nede, og der opstod derfor jævnligt spredte demonstrationer mod kirkemagtens undertrykkelse. Nøgenløb var en af de måder, man kunne drille gejstligheden på. Guds børn er vi alle og som sådanne nøgne, rene og uskyldige børn, sagde man. Denne tankegang — den hellige nudisme — havde haft tilhængere helt tilbage i oldtiden, og op gennem tiden har man set denne særprægede tolkning af kristendommen udfolde sig på de mest løjerlige og for magthaverne provokerende måder Traditionen blev videreført, især i England, men forsvandt, som så megen anden løssluppenhed, med indførelsen af strenghed og puritanisme under dronning Victoria. Traditionen med nøgenløb dukkede imidlertid atter op i forbindelse med løbe- og motionsbevægelsens opblomstring i slutningen af 1960'erne, og i dag arrangeres der adskillige nøgenløb — de såkaldte streakers run — rundt om i verden. Til glæde for dedikerede naturister og næppe til forargelse for ret mange.

I min første tid som motionsløber var kvindelige løbere en sjældenhed. For ikke at snakke om maratonløbere. Hvis der fandtes et par stykker, kunne de næsten med sikkerhed regne med at få besøg af en journalist under opvarmningen. Både de landsdækkende aviser og lokalbladene var interesserede i dette mærkværdige fænomen — kvinder som sveder og slider og får fråde i mundvigen — som for alvor først kunne ses i begyndelsen af 70'erne. Dette billede er naturligvis totalt ændret nu, og uden at have videnskabeligt belæg for påstanden vil jeg mene, at der er flere kvinder end mænd, som løber Det er en tankevækkende historie og udvikling.

Vi skal ikke mere end knapt 50 år tilbage i tiden. Scenen er Søndermarken i København En politipatrulje kører op over Valby Bakke og får øje på en skikkelse, som bevæger sig inde mellem træerne. Se, en løbende kvinde! Betjentene tænker straks, at her må en voldsmand være på færde, standser løbersken op og spørger høfligt, om nogen er efter hende. ""Nej, jeg er bare ude at træne," siger hun med et smil. Hendes navn var Kirsten Carlsen — Danmarks første kvindelige kendis-maratonløber og i en kort overgang indehaver af den uofficielle verdensrekord med tiden 3.13.24. Det var i 1970. To år tidligere havde hun deltaget i de olympiske langrendskonkurrencer ved Vinter-OL i Grenoble 1968. Sammen med sin daværende mand, Svend Carlsen — også olympisk skiløber — læge Peter Schnohr og BT var hun i 1969 med til at skyde det første Eremitageløb i gang. Den danske motionsbølge havde taget løbeskoene på — og kvinderne var for alvor ved at varme op.

Kirsten Carlsen var selvfølgelig ikke den første kvinde i verden, som løb! Græske kvinder løb også, dog kun de unge:

De tager hjemmefra og går ud med unge mænd i bare lår og åben kjole. De løber om kap og slås med drengene, skriver en historiker.

De fik også lov til at deltage i de olympiske lege. Hvert fjerde år — en måned inden mændenes konkurrencer — drog kvinderne til Olympia for at konkurrere i 160 m- løb til Heras ære. Først ved OL i Amsterdam, 1928 — over 2.000 år senere — fik kvinderne lov til at løbe længere! Det blev en skandale. Mere om det senere. Holdningen har dengang formentlig været som langt ind i vores egen tid. Det var ikke kvinderne selv, som skulle dyrke deres krop. Hvis nogen skulle dyrke kvindekroppen, så var det manden!

Da dronning Victoria i 1840 satte sig på den engelske trone, satte hun sig samtidig tungt på de engelske — og mange andre — kvinders trang til at udfolde sig fysisk. Fra medicinsk hold mente man, det var direkte skadeligt, fordi kvindens krop slet ikke var bygget til hård, fysisk aktivitet. Desuden var det en fare for frugtbarheden. En vis frihed gjorde sig dog stadigvæk gældende i arbejder- og bondekulturen rundt om i Europa I Frankrig holdt man lidt fastere på traditionerne. Så tidligt som i 1903 arrangerede man et traditionsrigt løb i Paris, hvor 2.500 butiksansatte kvinder konkurrerede over 12 km, og hvor vinderen fik lov til at synge i det kendte revyteater Olympia. Hvis dronning Victoria med sin puritanisme havde virket generelt dræbende på kvinders løbeglæde, så blev de olympiske lege i Amsterdam i 1928 skæbnesvanger for kvindernes mulighed for at konkurrere på distancer over 400 m.