Februar – at løbe i mørket

At løbe i mørket giver en særlig oplevelse. Her i vinterperioden er dagene lige akkurat så korte, at det kan være svært at nå løbeturen om eftermiddagen. Men når der er blevet ro i huset, og det selvlysende vintermørke ligger over landskabet, kan den velkendte rute byde på uventede oplevelser og sære syner. Den indadvendthed som ofte kommer over én når man løber, bliver ekstra understreget her ved aftentide. Man lytter bedre til kroppens signaler og nyder den tryghed som mørket og ensomheden giver.

Jeg føler mig altid mere elegant og let, når jeg løber i mørket. Farten virker større, skridtlængden mere vindende, som om en usynlig nattevind fulgte efter mig og gav fart. Jeg ved det er bedrag, for jeg har taget tid på runden og ved, at det går lige så hurtigt i dagslys.

Herude på landet, hvor jeg bor, er der kun gadelys lige omkring de spredte husklynger, og vejen der snor sig videre ud over markerne henligger i det dybeste mørke. Den første halve kilometer forløber i total blindhed, men efterhånden begynder de hvide striber i vejkanten at træde frem, og jeg opdager, at der faktisk er mere lys om aftenen end man normalt skulle tro. Men det er glat. Bedst at holde sig midt på vejen, hvor der er nogle striber med bar asfalt.

Jeg vil ikke påstå, at det er specielt sundt at løbe om aftenen. Jeg mener tværtimod at huske fra en gammel træningslære, at man hverken skulle spise eller anstrenge sig umiddelbart inden man skulle sove. Det skyldes, at stofskiftet bliver sat i vejret under fysisk anstrengelse, hvilket indebærer, at søvnens kvalitet bliver nedsat. Personlig synes jeg, at en god løbetur om aftenen fjerner træthed og forbedrer søvnen.

Der forskes meget i søvnens fysiologi og psykologi, og ikke mindst i relation til motion er der interessante ting at notere sig. Søvnforskere deler søvnen ind i fire faser. To lette, der hovedsageligt består af den såkaldte «short wave sleep», efter det bølgemønster, der fremkommer på EEG skærmen, samt to dybe faser, «long wave sleep». Mennesker der er i god fysisk form tilbringer en procentvis større del af deres søvnperiode i de dybe faser og får derved en kvalitativt bedre søvn. Af de processer, der sker i denne dybe søvntilstand, er bl.a. en udskillelse af væksthormoner i organismen, og disse hormoner bidrager til kroppens reparation og vedligeholdelse. Hvad den dybe søvn ellers betyder for vort fysiske og psykiske velbefindende ligger fremdeles hen i det uvisse, men der er ingen tvivl om, at forskningen her står overfor et stort og endnu temmelig uudforsket område.

Man ikke bare sover bedre, når man dyrker løbetræning, man sover også mindre. Den træthed vi føler om aftenen er for en stor del vanebestemt og socialt påvirket, på samme måde som vore spisevaner. Jeg vil garantere at en stor del af den danske befolkning rent instinktivt gaber, når speakeren i den sene TV-avis smiler og siger godnat. På samme måde som Pavlovs hunde begyndte at savle når de hørte lyden fra en bestemt klokke, så bliver vi trætte når godnatbilledet kommer på skærmen. Ligesom appetitregulatoren bliver sat ud af kraft i vores stillesiddende livsmønster, er det givet at balancen mellem søvn og vågen tilstand også er forstyrret.

En organisme, der kun fungerer for halv kraft, får efterhånden et lavere aktivitetsbehov, og et nedsat aktivitetsniveau befordrer en mere urolig og drømmefyldt «short wave sleep». Konsekvensen bliver derfor ofte den, at mange mennesker befinder sig i det grænseland mellem søvn og hvile, der kaldes sløvhed. Den søvn, som følger oven på en dags fysisk aktivitet, kendes af alle som en god og dyb rekreativ tilstand. På den måde kan løbeturen være med til at genoprette det sunde forhold mellem det sovende og det vågne jeg.

Personligt har jeg oplevet, at mit eget søvnbehov er blevet reduceret med 1-2 timer, og jeg har aldrig problemer med at falde i søvn. Et godt råd til mennesker med søvnproblemer skal derfor være: spring den første TV avis over og tag en halv times rolig løbetur i stedet for. Du kan altid se de vigtigste nyheder i den sene udsendelse, og du vil samtidig få en mulighed for at opdage, at der også er en verden på den anden side af godnatbilledet! At løbe i mørket er dog ikke helt problemfrit. Særligt her ved vintertide kan det være forbundet med en vis risiko at løbe, specielt i trafikerede områder uden fortov. For det første drejer det sig naturligvis om at blive set. Der kan næsten ikke komme for meget refleksbånd og -brikker på din træningsdragt, selv om mange voksne åbenbart tror, at den slags kun er beregnet på børn.

Et lige så farligt problem er glatte vejkanter og blændende billygter. Ofte har jeg oplevet at finde mig selv omtåget og halvblind nede i en grøft, eller en meter ude på vejbanen efter at en bil har passeret. At blive blændet af et par billygter indebærer nemlig, at man i nogle sekunder totalt mister retningssansen. Det sikreste er derfor at standse helt op og trække så langt ind til siden som muligt. Hvis man samtidig prøver på at fæstne blikket et sted uden for lyskeglen, kan man undgå at blive helt fortumlet. For øvrigt kan også løbere være med til at opdrage bilisterne til at vise hensyn. Jeg plejer at løfte armen op og ned, og derved markere min tilstedeværelse og mine rettigheder som løbende fodgænger. Bilisterne her i området kender mig efterhånden.

Nogle kalder det selvpineri at løbe om vinteren, andre har bare svært ved at overvinde sig selv. Men der skal ikke så meget til for at holde formen ved lige gennem den mørke tid. Er du i forvejen i god form, behøver du kun en tredjedel af normal træningsdosis for at vedligeholde den form, du har opnået i løbet af sommeren og efteråret. Men du skal ikke bare kaste dig ud i kulden. Du kan ikke træne helt på samme måde nu som om sommeren. Her kommer nogle praktiske råd om vinterløb og -træning:

Du bliver nødt til at skære ned på tempoet og ambitionsniveauet. Det går simpelthen ikke så stærkt, når det er fedtet og glat, og du kan nemt komme til at træde forkert. Løb afslappet og sæt tempoet en smule ned.

Sålemønsteret på skoene kan være uegnet til vinterføre. Sørg derfor for at få skiftet ud til nogle med groft sålemønster. Men selv sko med «traktordæk» kan have svært ved at stå fast. En enkel og billig fidus kan være at smøre sålerne med lidt skocreme af den klistrede type, som er beregnet til våd sne. Den gør, at du står bedre fast på glatte veje.

Men vejene kan også være sjaskvåde. Overfor vand og våd sne må selv moderne high-tech løbesko give tabt. Stik derfor fødderne i et par små plasticposer før du putter dem ned i skoene. De gør, at du kommer tørfodet hjem efter en tur i vandpytterne.

En plasticpose kan også være god at have, når du skal løbe mod vinden en kold vinterdag. Stik den ind på brystet, evt. også én i skridtet til beskyttelse af de nedre, vitale dele.

Træk så vidt muligt vejret gennem næsen, når du løber om vinteren. Mange generes af at få kold luft direkte ned i luftvejene og kan let få svien i brystet. Et tørklæde om munden, evt. en elefanthue, bidrager yderligere til opvarmning af indåndingsluften.

Gnid ikke øjnene, hvis de svier eller hvis tåreflommen bliver lidt rigelig. Hornhinden er meget udsat i koldt vejr, og hyppig blinken giver øjnene den bedste beskyttelse.

Uanset hvornår man måtte finde det passende at løbe, vil man hurtigt finde ud af, at langdistanceløb er en meget fleksibel motionsidræt. Mange gode nytårsforsætter om motion bliver tabt på gulvet allerede her i februar, fordi de tager for lang tid eller går ud over noget andet. De fleste mennesker har en dagligdag, som er så tidspresset, at de ikke uden videre kan tage 3-4 timer om ugen fra til nye aktiviteter. Her er et problem, som mange løbere står overfor. Hensynet til hjemmeliv, børn og samlever kan godt gå hen og kollidere med trangen til at komme ud at løbe. Især hvis man er begyndt at få smag for de lange ture, der indebærer, at man er væk i nogle timer og kun er delvis nærværende, når man kommer hjem. Men der kan godt gå sport i at finde frem til utraditionelle tidspunkter, hvor det at tage løbeskoene frem bliver til en del af dagligdagen og ikke kun en fritidsbeskæftigelse. For hvis man tænker efter, er der mange muligheder for at indrette sig smidigt.

Mange mennesker er f.eks. begyndt at løbe til arbejdet. Specielt for dem, der bor i nærheden af en by, kan det være værd at overveje om ikke løbeskoene er både billigere og behageligere end privatbil og bus. Efter nogen tids træning vil mange kunne klare at løbe 10 kilometer på omkring en time, og dermed er man godt på vej til at være lige så meget værd som en cykel!

Selv har jeg ofte løbetøjet med, når familien er i byen. Efter endt besøg har jeg så skiftet i bilen og i stedet taget landevejen hjem. Jeg synes det giver mindre tidsspilde rent familiemæssigt end at skulle løbe 2 timer søndag eftermiddag.

For begyndere kræver det naturligvis, at man kommer over den første blufærdighed ved at vise sig offentligt i løbetøj. For mange vil det være en lang proces, for nogle vil det kræve en frimodighed som de måske slet ikke ønsker at have, mens det for de fleste kun giver øget selvtillid.

Økonomi er væsentligt, også når det gælder om at dyrke motion. Men for langt de fleste idrætter gælder, at de er så dyre som man gør dem til. De fleste vil hævde, at der ikke findes noget der er billigere end at løbe hen ad landevejen, men med den eksplosionsagtige udvikling inden for sportsudstyr vil man snart finde ud af, at man nemt kan købe sig fattig i løbetøj og løbesko. Sidstnævnte er langt det dyreste – og vigtigste. Som så meget andet sportsudstyr er også løbesko udviklet med henblik på ekstreme situationer. Rumforskning og militærindustri har tilvejebragt materialetyper og -teknikker, som i dag også kommer fritidsindustrien til gode – men det dyreste er ikke altid nødvendigt. Mange tror, at jo dyrere sko desto bedre. Men personer med sunde, normale fødder kan i virkeligheden nøjes med sko i den billigere ende. Selv blev jeg overbevist om dette, da jeg for første gang stod op på et løbebånd med tilhørende videokamera i en større specialforretning for løbesko. Her blev hele min løbestil studeret i detaljer, og den venlige ekspedient sluttede med at trække nogle overraskende billige sko ned fra hylderne. «Det er lige de sko, du har brug for,» sagde han, «og hvis du har penge tilovers, så har vi nogle billige løbetrøjer til 199,-...!» Men her sætter jeg grænsen, for bortset fra løbesko bruger jeg næsten ingen penge på løbetøj. For lidt måske, for min kone synes, jeg ser lovlig laset ud, når jeg styrter af sted. Men skoene skal være tip-top.

Flade, skæve og tynde såler samt ustabil hælkappe giver meget hurtigt skader, ikke bare i fødderne, men også i anklerne, knæene og hofterne. Skoene er kroppens eneste kontakt med underlaget, og når man tænker på, at man skal ramme asfalten med 50-60 tons pr. kilometer, så er det let at forstå behovet for godt kram. Sålen skal bestå af flere absorberende lag, særligt under hælen, og skal give god støtte omkring achillessenen.

Størstedelen af de skader, en løber kommer ud for, skyldes overbelastning og forkert fodtøj. Det er vigtigt at huske, at et menneskes knogler, sener, muskler og brusk, tilsammen danner et unikt mekanisk apparat, som bliver belastet forskelligt fra individ til individ. En lidt nedfalden fodbue, tendens til hjulbenethed, en gammel hofteskade eller en skæv tå kan i mange tilfælde være med til at løbeturen bliver en pinefuld affære. Hvis man så oven i købet render rundt i par slidte, for smalle eller for korte sko, så bliver lidelsen mangedoblet.

I virkeligheden burde løbesko specialsys til dem, der løber mere end 30-40 kilometer om ugen. I de seneste år er der dog sket en vis udvikling i den rigtige retning. For det første er udbuddet af sko ganske overvældende, og inden for de forskellige mærker er der flere typer. Nogle mærker kan fås i flere bredder, andre i en herre- og damemodel, men det vigtigste tilpasningsarbejde kan man gøre selv.

I USA har ortopæderne kronede dage i disse løbetider. Der markedsføres et utal af indlægssåler, puder og plader i forskelligt materiale, som når de anbringes rigtigt i skoen kan give støtte på de rigtige steder. Dengang så jeg en løber med to forskellige sko. Egentlig burde det ikke være mærkeligere, end at man har forskellig styrke i sine kontaktlinser eller brilleglas.

Et par sko bør skiftes ud, når hælene er slidt skæve og det næste sållag kigger frem. Det plejer at ske efter 1000-1500 kilometer i hvert fald for mit vedkommende, så kilometerprisen ligger faktisk oppe på omkring de 50 øre. Jeg har ofte spekuleret på, om der mon ikke kunne findes en måde at give slidte sko en ny slidebane. Jeg har flere par udmærkede sko stående som bare skal have ny belægning, og der ville utvivlsomt være en stor kundekreds til det kvikke hoved, der først fandt en holdbar idé.

Når det gælder udstyret i øvrigt så er der ikke så meget mere væsentligt at sige. Her i den kolde tid skal man naturligvis huske på, at hue og vanter er vigtigt for at holde på varmen. 40 procent af kropsvarmen afgives via hovedet, og forsøg har vist, at hvis man blot kan holde varmen i hovedet, hænderne og på benene, så er den store, tykke sweater og pludderbukserne helt overflødige. En vindtæt træningsdragt kan være nødvendig når det blæser koldt, ligeledes en let regnjakke når det plasker ned. Jeg har aldrig haft andet end mit tynde uldne trikot, med en bomuldstrøje indenunder, til vindstille dage; og når snestormen har smidt sine isnende nåle rundt i luften, har jeg kunnet holde dem ude med min gamle vindjakke. Men også på udstyrets område gælder det, at man udvikler særinteresser. Jeg gør f.eks. ikke ret meget ud af selve tøjet. Derimod har jeg megen fornøjelse af mit digital-stopur, fordi jeg nyder at tage tider, sammenligne, og regne min fart ud pr. kilometer osv. Jeg kunne også godt tænke mig en smart vandbeholder, som ikke generede når jeg løb, mens jeg helst vil være fri for at løbe med walkman.

Når man løber er det tilladt at dyrke sine små egointeresser. Måske er det netop hemmeligheden ved løbesportens store udbredelse: det er hundrede procent tilladt at dvæle ved sine egne tanker, følelser og oplevelser. Der er ingen omkring én, der stiller krav eller dumme spørgsmål. Man flyder bare rundt i centrum af sin egen opmærksomhed, omsorg og medlidenhed, som et lille barn, der for første gang går på opdagelse i sin egen krop. Her ligger der mentalhygiejniske perspektiver, som man kun kan opleve ved selv at kaste sig ud i det. Som en filosofisk løber sagde: At løbe er selve livet, alt andet er bare ventetid!

Spørgsmålet om motivation er vigtigt i denne forbindelse. Hvilke faktorer er det der gør, at vi ændrer eller undlader at ændre vor levevis i en mere positiv retning? Er det et spørgsmål om viden og oplysning, eller er det inspiration og positiv identifikation.