Fjordhesten og den græske gud

Undervejs på min seks kilometer løberute langs bugten passerer jeg de store spejlglasruder på Hotel Marselis, som ligger presset ind i skrænten ved Ballehage og spærrer for udsigten til bugten. Til gengæld ser jeg mig selv i helfigur i de tonede ruder. Jeg strammer mig selvfølgelig op og gør, hvad jeg kan for at finde min indre gazelle frem, mit gamle løber-jeg eller bare noget der ligner, men må konstatere, at jeg mest af alt ligner det jeg er, en lidt stivbenet ældre herre med mave. Ikke løs og slaskende, men en smule mere fremherskende end jeg bryder mig om. Jeg smiler og tænker på Niels Hausgaard, som en gang fortalte, hvordan han en nat på sit hotelværelse var på vej til toilettet og pludselig fik øje på sig selv i det store spejl på garderobeskabet: »Hov, en græsk gud!« mumlede han og tumlede tilbage i seng. Er de mon der inde endnu et sted? Gazellen? Den græske gud? Nej, de løb begge forbi for 25 år siden i en vældig fart! Jeg ved jeg skal finde måder at leve med dette faktum på, og ikke patetisk prøve at holde fast i en fortid, som ikke længere er.

Disse erkendelser tager jeg så ind i små portioner, ligesom man nyder den varme, krydrede efterårssuppe. Jeg minder mig selv om, at det jo er de kropslige og mentale oplevelser, som giver mine løbeture mening. Tempo og stil er underordnet. Det handler om motivation, inspiration, variation, repetition, transpiration og meget respiration, og som en der har løbet det meste af sit liv, ved jeg at ingen anden beskæftigelse kan erstatte mine løbeture. Mit credo er derfor, at jeg ikke løber for at holde mig ung, men for at blive ældre med en vis kontrol over forfaldet. Jeg tror ikke jeg kommer til at leve længere fordi jeg løber, men jeg føler mig ret sikker på, at mine løbeture gør mig lidt mere levende så længe jeg er her. Jeg plejer at sige, at jeg vil blive ved med at løbe, så længe mine ben kan nå jorden. Tanken på hvilken motion jeg skal dyrke, hvis jeg ikke længere kan stikke fødderne ned i et par løbesko, gør mig både nervøs og ængstelig, og jeg erkender at det – hvis det bliver rigtig slemt – kan ende med kørestolsgolf. Derfor er jeg holdt op med at mobbe golfspillere og andre med lignende handikaps. Hold nu op med at hundse med kroppen, siger en stemme indeni. Se dig omkring. Alle andre på din alder tager den med ro, går ture med konen og hunden. Nej, det er ikke rigtigt. Rigtig mange på min alder er fysisk meget aktive – og i øvrigt hundser jeg heller ikke. Jeg løber fordi jeg kan lide det, og det rager mig en høstblomst at blive overhalet af en kvinde på halvtreds. Sådan taler jeg med mig selv når jeg løber.

Om 20 minutter står jeg i brusebadet og mærker min krop synge af tilfredshed. Gazellen er løbet fra mig – til gengæld traver jeg side om side med en stædig norsk fjordhest. Jeg mindes en kinesisk digter ved navn Yüan Hung-tao (1568-1610), som – også – tog sin alder på sig med et smil:

Langsomt, langsomt rejser den klare måne sig, langsomt, langsomt synker de grønne bjerge, langsomt, langsomt bliver blomstergrenene rødere, langsomt, langsomt falmer forårsfarverne, langsomt, langsomt stiger min løn, langsomt, langsomt falder mine tænder ud, langsomt, langsomt vokser min elskedes talje, langsomt, langsomt bliver mit ansigt ældre.