Almindingen og gulerodens duft

Onsdagstræning, anarki og 'iffing parties'

Vi var en lille håndfuld seje gutter, som mødtes hver onsdag for at træne til Almindingsløbet. Formålet var at nyde naturen og fællesskabet, men også at mærke fascinationen over, at vi kunne presse vore personlige rekorder på ruten, og dermed vise, at forfaldet endnu ikke havde taget bolig i vore 30-årige kroppe.

Men der var også kampen mand mod mand. Jørgen og Hans var seje, langsomme slidere, der kunne slås i spurten. Ken var hidsig og bed sig fast, mens jeg var den uberegnelige, der pludselig kunne slå til. Der herskede en forventet rangorden iblandt os, der dog indbød til anarkistisk oprør, for det var i de dage, hvor det ikke var politisk korrekt at konkurrere. Vi parkerede vore gamle Volvo'er, 2CV'er og Morris 1000'er på pladsen ved Lilleborg, og så gik den vilde jagt gennem skoven.

Det var så som så med udstyret. Løbeskoene havde striber, men heller ikke mer, og shorts'ene blev brugt både til fodbold og brændehugst. Åh, hvor jeg kender hver sten og hvert et sving på den rute. Hvor har jeg svedt og slidt og smagt blod, for så at hente de sidste reserver frem på broen over Borgesøen og så en sidste spurt op mod Lilleborg til kolde drikke og en afsluttende snak.

I den engelske sportsverden kaldes den slags efterbearbejdelsers for 'iffing parties' (hvisse-gilder), hvor man undskylder og forklarer – om pludselige vabler, dårlig mave, snublen, hosten og nedsunkne fodrodsben, og 'hvis nu jeg ikke havde...!' Kreativiteten kender ingen grænser, når mennesket skal dække sine svagheder. Men den store belønning kom for os alle en efterårsmorgen i oktober, hvor der var mylder i skoven og edderkoppespind på træerne. Hvor duften af våde blade blandede sig med kamfer og varmesalve, og hvor børn og koner med kaffe og blødt brød gjorde skovturen til noget særligt.

I dag er motionsløb blevet hverdagskost. Kommercielt, elektronisk og gennemsponsoreret. Men Almindingsløbet var nu noget særligt. Det var mange år forud for sin tid. Tak til alle dem, der tog slæbet dengang!

Tilbage på ruten: Løbestil og hællandinger

I dag tager jeg turen alene. Jeg parkerer, hvor vi plejede. Det ligner sig selv. Det store egetræ, hvor vi lavede strækøvelser, en tømmerstak, en tysk bil eller to og den lille knold op mod Lilleborg, som er blevet lidt mere langhåret, og skoven, der stadigvæk spejler sig mystisk og smukt i den lille Græssøen. Jeg passerer den hvide startsten for Almindingsløbet og glider ned ad den første bakke.

Det går helt af sig selv, og det er fristende at løbe stærkt. Det giver en dejlig, flyvende følelse, men det er vigtigt at holde igen. Selv om det virker lidt gumpetungt, er solide hællandinger det eneste, der dur, når man kondiløber. Hælen tager trykket og fordeler det videre op i benet. Mange løbere får problemer med akillessenen, fordi de tror, man skal op på dupperne, men det overstrækker, irriterer og gør denne for løbere livsvigtige sene betændt.

I øvrigt bør man ikke bekymre sig så meget om sin løbestil. Betragt den som et unikt personligt udtryk, som det kan være svært at lave om på. Et par detaljer kan det alligevel være på sin plads at nævne:

Løft brystkassen op og frem.

Skub hofterne fremad i løbet.

Før fødderne frem, så tæerne peger lige ud.

Land på hælen og rul fremad.

Slap af i de muskler, som ikke bruges.

Hold hovedet i ro.

Sving armene i løberetningen – ikke på tværs.

Skovens helt Hans Rømer og stederne i skoven

Idet jeg farer forbi, hilser jeg til denne skovs store helt, Hans Rømer, der står på sin obelisk nede i lysningen til venstre. Jeg sender ham en taknemmelig tanke, for uden ham var her ingen skov. Han var en stædig provokatør, som ikke var bange for at gøre sig upopulær blandt bønderne. Men han gjorde det, der skulle til: jog bønderne ud af skoven, byggede hegn og plantede til. Allerede i 1805, fem år efter han blev ansat som holzförster, var 800 ha (en tredjedel af skovens nuværende areal) indhegnet af det smukkeste stengærde, som vi den dag i dag kan nyde rundt om i hele skoven.

Så går det opad. Som erfaren almindingsløber lærer man mangt og meget om livet. F.eks. ikke at være overmodig, men holde tilbage og spare kræfter til hårdere tider. Inde i tykningen ligger Gamleborg i mosgroet glemsel og Ekkodalen, der vistnok har mistet noget af sin stemmekraft. Det gør man også som forpustet bakkeløber på Danmarks tredjehøjeste bjerg i den tredjestørste skov.

Gammelt Løberåd»Du skal ikke løbe stærkere, end at du kan samtale med normal stemme, lyder et gammelt løberåd. Jeg tror, det holder den dag i dag. Bed og arbejd! Hold kæft og løb!«

Kroppen er ved at være godt varm nu. Jeg strækker ud og kommer ind i et vidunderligt flow. Udsigten er formidabel, hvor Vallensgårdsmosens øde strækninger ligger langt ned til venstre. Endnu længere ud ligger havet i den klare efterårsluft, og vinden kommer blidt ind fra siden. Dette er det smukkeste sted på ruten. I fuld fart suser jeg forbi Arnagerkællingernes Frokoststen, hvor fattige brændesankere fra Arnager sad og hvilede, da de gik og sankede brænde i gamle dage.

Det er efterår i skoven, og mørket falder hurtigt inde i tykningen. Fasaner, rådyr, sortspætte og talløse andre lyde gør Almindingen levende, især i skumringstimen, for vel er dette en menneskeskabt plantage, men her er rigeligt med magi. Skovarbejdernes maskiner står ruvende og forladte som forstenede fortidsuhyrer og damper af olielugt og vådt gran, og i bunden af bakken lyser 4 km-stenen og fortæller, at jeg allerede er halvvejs på ruten.

Dødsbakken og opgøret over Borgesøen

Men Almindingen er lumsk og hård for den løber, som ikke kender den. Fra fire til fem km går det op ad den prosaiske Grønnegade, som slet ikke er så uskyldig, som den lyder, men en dræber med tilnavnet Dødsbakken. Her blev bukkene i gamle dage skilt fra fårene, og nu var Almindingen ikke længere en hyggelig skov, men en henrettelsesplads for overmodige og svagelige. Her trådte nye, symbolske sider af den elskede, gamle skov tydeligt frem: det var her man ofrede, her man led, her man mødte de underjordiske, og her man gemte sig, når venderne kom. Sådan var det også at være almindingsløber i Vestergade og Grønnegade i Almindingens vestlige hjørne.

Men vi overlevede, og fra Kongemindet gik den sidste kilometer ned ad bakke. Ruten gik i gamle dage over stok og sten ned til Borgesøen, og var både stejl og slasket. I regnvejr var den ligefrem livsfarlig, for det var jo her, rigtige mænd satte de sidste kræfter ind og blev ustyrlige. Senere er ruten blevet lagt om, men jeg foretrækker det gode, gamle. Hvis der var noget tilbage i en stakkel, så var det her, det skulle sættes ind.

Om Konkurrence og LegPsykiateren Robin Skynner sagde en gang i en samtale med den engelske skuespiller John Cleese:»Et harmonisk menneske er den, der er i stand til at hengive sig til konkurrencen og legen. At give alt, hvad han har i sig, hele tiden – dog med en bevidsthed om, at det er en leg med egne love og regler, der ophæves, når konkurrencen er ovre.«

Vi havde taget hul på den sidste kilometer. Hans lå stadigvæk en halv meter foran. Ingen af os ville give os så meget som en tomme. Det var ikke længere kun ham, jeg kæmpede imod. Jeg kæmpede også mod mit alter ego. Ved at mobilisere de allersidste kræfter følte jeg, at i dag kunne jeg slå ham. Han, på sin side, havde de samme betingelser for sit løb og var i den samme knibe. Han plejede jo at tæve mig, og sådan skulle det helst blive ved med at være.

Vi løb og hoppede ned ad den stejle skrænt for at komme først ud på broen over Borgesøen. Han hentede de sidste reserver frem og kom først. Skridtlængden over broen øgedes. Det gungrede som en hel flok Bukke Bruse, og med livet i hænderne styrtede vi side om side op ad den smalle sti, forbi Lilleborg. Jeg spændte aftrækkeren og skød et lille stykke frem, som om der endnu var nogle små muskelfibre, jeg ikke havde brugt. Trætheden og smerten var ikke længere forhindringer for mig, og derfor kom jeg først. Åh! Sikken lettelse. Sikken smertefuld nydelse!

Gulerodens Duft»Hvorfor konkurrere? Fordi vi kommer til at stå ansigt til ansigt med os selv. Vi træder i karakter. Det er ligesom duften af en gulerod, der først kommer frem, når den koges.«

Jeg slutter af med strækøvelser ved det store egetræ. I dag stiller man spørgsmålstegn ved, om disse gode, gamle strækøvelser betyder noget som helst. Jeg ved det ikke. Men det gamle egetræ forventer, at jeg skubber lidt til det, så det gør jeg. Så sender jeg endnu en gang Hans Rømer en tanke, fordi jeg ude i hans skov har lært noget vigtigt om livet, om løb og om dufte.

Tak for Almindingen og tak for turen!