Den store strand

Så endte den store sommer,øde er badestranden,dagen og natten går hver for sigsom kendte de ikke hinanden.(Tove Ditlevsens digt Høst fra Den hemmelige Rude 1961)

Jomfrugård. Navnet rummer minder om alle 70'ernes glade sommerdage med frigjort badning uden tøj, smag af sol, sand og salt, og glæde over solskin og varme, som aldrig tog slut. Om ulovlige overnatninger i klitterne og medbragt mad over bål. Om sovende børn på bagsædet og sand, sand lykke. Den gang var stranden bredere, sommeren længere og varmere, vandet klarere, og en Københavner kostede tre kroner hos ismanden, der kom trækkende med sin sorte handelsbod på en gummiflåde ude i vandet.

Jomfrugård, Jomfrugård. Måske sled vi lidt hårdt på dig, da vi hoppede i klitterne og ruskede i rødderne? Tilgiv os, for vi vidste ikke bedre. Måske skamred vi dine ressourcer, men til gengæld fik du vores dybe kærlighed og hengivelse.... Du var den bedste af alle strande, og somme tider tager vi den ridsede, nostalgiske hjemmevideo frem og spoler tilbage til Lykkelige Jomfrugård og de glade 70'er-somre.

Jeg parkerer bilen på den velkendte parkeringsplads og går ned på stranden. Intet er mere ensomt end en badestrand udenfor sæsonen, men i modsætning til Tove Ditlevsens digt, så kender denne strand og jeg hinanden. Vi går ikke hver for sig, men vil godt mødes, selv om der nu kun ligger drivtømmer og strittende grene, hvor der før var parasoller og badehåndklæder. Væk er de bløde former, kødet og varmen. Nu er her kun skelettet tilbage, og så solen, dette dovne, blege torskeøje som glor koldt ned fra sin grå himmel. Jo stranden var dobbelt så bred den gang. Der kunne snildt være plads til både boldspil, strandslotte og seks-otte rækker badehåndklæder. Det kan der ikke længer. Men strandlinjen forandrer sig hele tiden, står der i bogen. Snart ædes den op af havet og stormen, snart omfavnes den og breder sig ud, snart splittes den op i kanaler og strandsøer helt op i klitterne. Man kan undre sig, hvorfor det hele ikke skylles væk ved den første og bedste efterårsstorm? Men nej, Dueodde forsvinder aldrig. Forklaringen skulle være, at dens sydlige runding ikke er så rund endda, men skærer en lang, skarp og knapt synlig klippehage langt ud i havet og holder fast på sandet. Tak for skaberværket og at det meste ligger her endnu og jeg konstaterer med glæde, at det knirker nøjagtig som det skal.

Jeg finder vej til det faste stykke vådt helt nede i havstokken. Mange store løbere i atletikhistorien har henlagt deres træning til klitter og sanddyner, fordi det gjorde så ondt og gik så tungt, at det senere føltes som en befrielse at komme op på den faste cindersbane. Men lige nu det er nu mest den engelske løber, Roger Bannisters smukke stranderindringer, der løber mig i hu.

På bare tæer

Jeg husker fremdeles meget levende, hvordan jeg som dreng løb på bare tæer i det fugtige sand, når vi var ude ved kysten. Luften derude føltes ren og klar, som om den havde sit eget liv. Lyden af bølgerne var næsten overdøvende, og det var opslidende, næsten skræmmende at løbe der, kun nogle centimeter fra vandkanten. Det var en intens og spontan opdagelse, at der virkelig fandtes en sådan kilde til skønhed og styrke. Jeg følte det som om jeg havde fået en ekstra sans.

Der er ensomt på Dueodde om vinteren, men slet ikke uhyggeligt selv om Palle Lauring hævder, at due betyder død. Er det fortidens mange havarister, der har givet denne venlige strand dette navn, eller har her foregået blodige offerfester her nede? Sørøveren Blot-Ejgil drak blod og brændte et norsk skib af på stranden i 1080'erne og blev til sidst hængt op i et træ i strandskoven, fordi han ikke ville acceptere, at vikingetiden var ovre. Siden den gang er mangt et skib gået ned og blevet opslugt af sandhavet.

Jeg er hele tiden på vagt over for de store bølger, som pludselig skiller sig ud fra rytmen og ruller videre op på stranden og får mig til at hoppe og spjætte som en lille hundehvalp. Men jeg har vinden i ryggen og bliver næsten båret af sted. Et par måger følger mig undrende, før de drejer af og forsvinder i den grå himmel. Så dukker fyret op. Intet sted i det østlige Danmark er klitterne så store som her. Jeg husker, at vi flere gange har stået på ski her nede. Sne, is eller frossen sand. Det gik ud på ét. Jeg runder pynten, men pludselig er stranden væk, og jeg må igen op i klitterne. Jeg griner lidt af mig selv og er glad for, at ingen ser mine uæstetiske spjæt over grene og vandpytter.

Mytisk præg

Helt fra vi kravlede ned fra trækronerne, har løb haft et mytisk, rituelt præg. At løbe har indgået i kultiske renselsesritualer og manddomsprøver i de fleste kulturer, samtidig som det har givet fysisk træning og vedligeholdelse af vigtige egenskaber som selvkontrol, koncentrationsevne og disciplin. Sådan er det stadigvæk. De fleste mennesker har en erindring om løb som noget sjovt, godt og stærkt. Den hurtige og udholdende jæger bragte liv og fremgang til sin stamme og blev belønnet af guderne, og i antikkens verden trådte de selv ned fra Olympen for at give løberne vinløv i håret. Grækeren Pheidippides hørte til de løbende budbringere, der drog land og rige rundt med vigtige budskaber, og fik mytestatus, fordi han var på vagt netop den dag atherne havde slået perserne ved Marathon i 491 f.Kr. Han løb og løb over de stenede sletter og faldt død om efter at have brugt sit sidste vejr til at udande sejrsbudskabet vi sejrede! Noget helt andet er, at moderne historikere tvivler på, at manden overhovedet har eksisteret og hælder mest til den opfattelse, at Pheidippides i sin tid var en gedigen reklamefidus, der skulle skaffe de første olympiske loge til Athen i 1896. Men en god historie er det alligevel. Sejest af alle mytologiske løbere var dog skovgudinden, Atalanta, der udfordrede unge jægere til kapløb. De langsomme med dårlig kondi indhentede hun og åd med hud og hår. Til gengæld elskede hun de udholdende og hurtige til himmelske højder før hun også åd dem!

Jeg kigger mig stjålent omkring. Ligger her nogen gemt bag klitterne? En havfrue? En fortærende gudinde? Desværre nej. Ikke en gang en frisk, tysk frau fra Düsseldorf. Men ingen kan føle sig helt sikker, for det var netop her nede ved Sømarken, at Bonavedde, trolden, som var halvt underjordisk og halvt menneske blev undfanget. Det var på en ensom, forblæst dag som denne, at Tornegårdsbonden blev lokket af underskøn sang mens han gik og samlede tang. Pludselig lå hun der og slog fristende med halen, og trak i omfavnelsen alle nydelsens safter ud af den stakkels mand. Det kom der mange gode, bornholmske fortællinger ud af, og man siger Bonavedde stadigvæk har bolig i bornholmernes sjæl. Men jeg ser ingen havfruer og koncentrerer mig i stedet om ikke at få våde tæer.

På den anden side af fyret bliver sandet grovere. Bagved klitterne dukker sommerhusene frem og glor ud over havet med tomme øjne. Jeg har løbet i godt en halv time nu, og har fået min anden luft. Der fremme stikker Snogebæk Havn sin lange føler ud i bølgerne. Jeg holder mig stadigvæk helt ude i strandkanten og mærker glæden over at være lille og kraftløs, men alligevel i stand til at afsætte nogle øjebliks fodspor på et stykke af evighedens ubrugte papir. Så drejer jeg igen op mod civilisationen ad Turistvej. Så går vejen tilbage ad cykelstien til udgangspunktet. Jeg mindes den næste strofe fra Tove Ditlevsens digt:

Nu stormer det koldt derudeStjernernes glans forsvinder.Havet krummer sin bølgerygog ryster sig fri af minder.

Tak for Dueodde og tak for turen!