En viking på Helligdomsstien

Det er isnende og klamt. Fra det Arktiske Hav slår polarluften ned over Novaja Semlja, hvirvler gennem de kolde gader i Murmansk, drejer ned over Karelen, stikker isnåle ned i Bottenhavet og slår til sidst sit frosttunge åndepust ind i Bokul. Jeg parkerer på Nørresand, og i det jeg stiger ud af bilen og mærker den stride østen, tænker jeg på den engelske forfatter Alan Sillitoes berømte novelle om The Loneliness of the Long Distance Runner. Bogen udkom i 1959 - altså mindst 10 år før joggebevægelsen startede og verden gik af lave. Hovedpersonen er en anarkistisk individualist fra en opdragelsesanstalt for unge mænd. Han bruger løb som en manifestation af sit eget værd, men også som en flugt fra den umulige verden, han lever i.

Af og til når jeg står op føler jeg mig som den sidste mand i verden, og alle de andre derinde er døde. Men den følelse prøver jeg at glemme, og i stedet opfører jeg mig som den første. Så snart jeg får den fornemmelse, tager jeg fat i dørhåndtaget og spæner ud... og selv om nogle kalder det selvpineri at løbe i denne kulde, så er det ikke rigtigt, for i løbet af en halv time er jeg varm som en kakkelovn og lykkelig som en hundehvalp.

Findes der mon mere dramatiske løberuter i Danmark end redningsstierne langs den bornholmske østkyst? Næppe. For straks uden for Gudhjem står de fire Hestestene ved stien og fortæller om en fjern vikingetid, da de blev rejst, måske som mindesmærker over rejsende, der aldrig kom hjem. Sagnet siger, at her en gang var et offersted, og at et brudepar er blevet styrtet ud over den 34 m høje klippeskrænt. De mandsstore sten afslører dog ikke med et tegn eller en rune, hvad meningen har været, men så kan man jo tænke sine egne sagatanker.

Set med vikingeøjne er det jo ikke meget at prale af, men i velfærdsmålestok er det ganske tappert at kaste sit lille, velnærede luksuslegeme ud i løbesport ved vintertide. Sofaen, kaffen, fjernsynet, varmen - der er mange grunde til at lade være - og netop derfor føles det godt at trodse mageligheden og kaste sig ud til et helt bombardement af isnåle fra Arkhangelsk og strid østen i kinderne. Varmen er ellers ikke noget problem når man løber. Den menneskelige maskine er hverken hurtig eller udholdende. Harer, hunde og grise er langt bedre, men til gengæld producerer vi varme som et helt kraftværk - 75 procent af den energi der genereres under løb bliver til varme, og ved hårdt, fysisk arbejde bliver det derfor vigtigere at komme af med varmen end at gemme på den. For løbere gælder det derfor om ikke at tage for meget tøj på. I blæsevejr kan man naturligvis ikke undvære noget vindtæt, men de uldne trøjer kan man godt lade blive hjemme. Den beklædning, som kan holde et menneske varmt ved +20 grader, kan holde den samme person varm ved -20, når han løber. Her er nogle andre vinterråd til løbere:

Brug løbevest og/eller refleks når du løber i mørke

Træk fortrinsvis vejret gennem næsen, hvis du har luftvejsproblemer

Smør akismøring på løbeskoene i glat føre (fjernes let med cellulosefortynder)

Salenebugten havde i sin tid en af Bornholms fineste badestrande med badehotel og turisttummel, men er nu oversået med rullesten. På stranden ligger nogle mærkelige, cirkelrunde stensætninger. Arkæologerne kalder dem kraterrøser, og mener at der måske har ligget trækister nedenunder, og at gravrøvere har været på færde, men ingen ved med sikkerhed, hvad her er foregået en gang. Lokale Gudhjem-historier fortæller, at selveste Harald Blåtand blev ramt af en dødelig pil, mens han nød sit aftensmåltid - måske netop her i Salenebugten en gang lige inden forrige årtusindeskifte og har haft en finger med i spillet. Nu er det mest lystfiskerne, som regerer her nede, og på broen over Bobbeåen kan man i den tidlige vinter se store havørreder gå op for at gyde. Også længer op, ved Storefos og Døndaleå er der gode ynglepladser for denne mest eftertragtede af alle sportsfisk.

Nede på det flade stykke over broen ved Bobbeåen begynder jeg at finde rytmen. Enhver løbetur, ligesåvel som så mange andre aktiviteter, kan dyrkes på flere niveauer - et fysisk, et mentalt og et emotionelt/følelsesmæssigt. Alan Sillitoes ensomme terrænløber fra opdragelsesanstalten, brugte sine løbeture som manifestation af personlig frigørelse. Selv løber jeg for at give min normalt stillesiddende krop noget godt, men også for at komme til stede, dvs. være og sansende og nær. Denne billige og enkle luksus bliver ofte et savn, for vi er jo næsten altid undervejs hen i mod eller væk fra. Et møde. En aftale. Noget vi skal. Vi dvæler sjældent og bliver hurtigt rastløse, hvis vi skal fastholde fokus. For mig er mine regelmæssige løbeture blevet en måde, hvorpå jeg kan genfinde fokus - samle opmærksomheden om det væsentlige. Når jeg løber træder mine omgivelser tættere ind i opmærksomhedsfeltet, og hvis tanke og megering- og associationsrækkerne ikke forstyrres, tager de pludselig nye og ukendte veje. Hvor ofte har jeg ikke fundet på, faldet til ro, set klart og blevet kreativ mens jeg løb? Somme tider føles det som at have været i en let rus, og når jeg bliver sædru skal ideerne somme tider realitetstestes.

Endelig ligger der et følelsesmæssigt potentiale i at løbe. Vi ved i dag, at fysiske anstrengelser, der strækker sig over en vis varighed aktiverer de hormonproducerende kirtler i hjernen, og at mennesker med regelmæssige løbevaner får et forhøjet niveau af det vigtige signalstof serotonin, som står for den interne kommunikation i hjernen. Serotonin indgår i mange følelses- og stemningsregulerende medikamenter, bl.a. lykkepiller, men løbeture gør det altså også. Desuden nedbrydes kortisolniveauet, som ofte hænger sammen med nedtrykte tilstande.

Stien langs vandet er sjappet og ujævn. Her kan en løber komme gruelig galt af sted, hvis han ikke ser sig for. Men hvorfor ikke sætte tempoet ned? Hvad skal man nå her på denne ældgamle kyststrækning, hvor tiden og historien har efterladt så mange spor? Hvorfor ikke dvæle og lade den indre, mentale biograf rulle billeder frem af det gamle fiskerleje ved Røsted og kilden ved Helligdommen, hvor folk i middelalderen kom langvejs fra for at drikke af det hellige vand. I dag løber kilden som dekorativt indslag gennem Bornholms Kunstmuseum og vidner om tidernes foranderlighed. Hvorfor haste? Tiden passer sig selv, og vi skal bare sørge for at være i den mens vi er her. Så spurter jeg ad den lange trappe op til Helligdommen. Smerterne jager brændende spid ind i lårene, og det føles rart at mærke grænserne for ens fysiske formåen. Jeg standser op på toppen, nyder blodsmagen i munden og tænker, det er godt for mennesket at blæse sig helt ud og føle sig lille og svag. Det kommer helt af sig selv når man løber i naturen med sanserne åbne. Jeg kæmper mod Gud, skrev en af de amerikanske løberguruer i 80'erne. Jeg slås mod de begrænsninger han gav mig. Slås mod smerterne. Slås mod ondskaben i mig selv og verden. Og jeg giver aldrig op. Jeg vil overvinde disse bakker, og jeg vil gøre det alene...

Sådan har jeg det ikke. Jeg kæmper ikke mod nogen og anerkender tværtimod mine begrænsninger og svagheder og fornemmer netop derved min styrke. Jeg er kommet til at holde af dem. Alligevel nyder jeg glæden ved at bruge de kræfter, jeg har fået og takker min skaber for at der findes steder som højderne her ved Helligdommen, hvor man kan stå med bævende hjerte og mærke blæsten og pibet. Naturen bliver større om vinteren, man ser længere, hører bedre, og ordene står ligesom hårdt mejslet i den klare luft, skrev Oluf Høst. Så føler jeg det også her jeg står og mærker pibet og blæsten og isnålene fra Arkhangelsk. Tak for klippestien og tak for turen!